Den danske journalisten Svend Løbner har uppmärksammat Middag med Jesus på huskirke.dk. Svend är både journalist och författare men har också grundat många husförsamlingar i Danmark. Han skriver regelbundet för att inspirera människor till vardagsnära församlingsliv och efterföljelse av Jesus. I sin text om Middag med Jesus fokuserar han bokens centrala tema om Herrens måltid som en nådens måltid som inkluderar människor oavsett bakgrund, ålder, kön eller nivå av tro. Du kan läsa texten nedan eller på länken: Nadveren inkluderer mennesker fra alle samfundslag (svenska: Nattvarden inkluderar människor från alla samhällsskikt).
(Här kan du läsa fler recensioner och debattartiklar om Middag med Jesus.)
Om du ännu inte har beställt Middag med Jesus eller om du behöver fler exemplar att ge bort kan du följa den här länken: Middag med Jesus.
Nedan följer Svends recension.
Nadveren inkluderer mennesker fra alle samfundslag
Bogen ”Middag med Jesus” har et befriende syn på den kristne nadver. Det er et fællesskabsmåltid for høj og lav – uanset alder, social status og åndelig udvikling.
Af Svend Løbner
Jeg sidder i toget, mens jeg læser Rickard Cruz bog ”Middag med Jesus”, og pludselig går det op for mig, hvor tilbøjelige vi mennesker er til at inddele vore medmennesker i A- og B-hold. Jeg kigger ind gennem glasdøren til 1. klasse og ser mine medpassagerer mæske sig i kaffe og rundstykker, mens jeg fattige journalist må sidde på 2. klasse og kigge på.
Spise sammen med fryd og glæde
Situationen illustrerer bogens pointe, at kirken stik imod Bibelen har gjort nadveren til noget eksklusivt. Kun døbte menighedsmedlemmer må deltage, og kun de, der har indløst billet til 1. klasse ved at leve op til visse hellige kriterier må være med. I Det Ny Testamente, derimod, er nadveren et rigtigt måltid, hvor alle er inviteret til at spise med i fryd og glæde. Selv forræderen Judas deltog i nadveren sammen med Jesus.
Mens jeg læser ”Middag med Jesus” glæder jeg mig over, at Gud har udrustet mennesker med forskellige nådegaver: apostle, profeter, hyrder, lærere og evangelister. Rickard Cruz er helt tydelig en lærer, der gennem Guds ord i Bibelen ”sønderdeler sjæl og ånd”. Hans knivskarpe undervisning afslører, at meget menneskeligt tankegods har lagret sig i kirkens tradition og netop opdelt kirken i læg og lærd og adskilt den fra den verden, den skal være en velsignelse for.
Et almindeligt måltid
For Rickard Cruz er nadveren et helt almindeligt hverdagsmåltid med Jesus i centrum.
”Det, som fra begyndelsen var Jesuscentrerede fællesskabsmåltider, er med tiden blevet til avancerede religiøse ceremonier, hvor hver kirke eller kirkesamfund har udviklet sin egen teologi, tolkning og touch.” (s. 19)
”Da Jesus delte brød og vin med sine disciple, skabte han ikke et nyt religiøst ritual. Han tog noget, som var helt naturligt og hverdagsagtigt for både jøder og grækere, og gav det et nyt indhold.” (s. 35)
”I urkirken samledes man omkring madbordet, i den katolske kirke omkring alteret, og i den protestantiske kirke omkring prædikestolen.” (s. 44)
Bryder religiøs vanetænkning
I kapitel syv går han til biddet og spidder den religiøse vanetænkning, som præger manges nadverforståelse:”Herrens måltid bør udføres på præcis ret måde. Under måltidet skal alle være alvorlige. Hver enkelt deltager skal gennemtænke sine synder inden måltidet. Kun døbte menighedsmedlemmer må deltage i måltidet. Børn må ikke deltage i måltidet. Den som ikke koncentrerer sig tilstrækkelig meget om Jesus, når man tager imod brød og vin begår en stor synd.” (s. 57).
Dette er en total misforståelse, mener Rickard Cruz, ofte begrundet ud fra nadverteksten i Paulus’ 1. brev til Korintherne, kapitel 11. Og det skyldes, at teksten ikke læses i sammenhæng. For det første var måltidet et sammenskudsgilde, hvor alle bidrog til maden efter evne. Det bevirkede, at menighedens problemer kom op til overfalden under måltidet. Når menigheden, som i Korinth, var splittet og opdelt efter præferencer og sociale klasser, gav det sig udtryk i, at de rige mæskede sig deres egen mad, mens de fattige og slaverne måtte nøjes med smulerne. Derfor formanede Paulus til at ”vente på hinanden” og ”spise og drikke på værdig vis”.
Hvordan behandler vi hinanden?
Og når han advarede om dom og konsekvens ved ”ikke at ænse Herrens legeme”, henviste han netop til splittelsen i menigheden. Gennem hele brevet beskrives menighedens som ”Herrens legeme”, og at ”ikke ænse” dette, betyder ganske enkelt, at ikke tage nok hensyn til de fattige og svage i menigheden.
”Paulus’ budskab til menigheden i Korinth og til alle troende til alle tider handlede ikke om, hvordan de håndterede brødet og vinen. Det handler om, hvordan vi behandler hinanden.” (s. 62).
Når nadveren indtages ”på rette vis” og altså med den tilbørlige omsorg for de svage, opfylder den et vigtigt formål: ”at forkynde Herrens død, indtil han kommer”.
En gæstfri familie
Rickard Cruz tager denne vending som udtryk for, at nadvermåltidet er åbent for alle. Ikke forstået sådan at syv og fem er lige, men som han udtrykker det:
”Menigheden er de troendes fællesskab og består af ufuldkomne og fejlbarlige mennesker, som har overgivet deres liv for at følge Ham, og sammen udgør de en åndelig familie. Præcis som i andre velfungerende og gæstfrie familier er gæster naturligvis velkomne og deltager så meget som de selv føler sig godt tilpas med.”(s. 66).
Rickard Cruz konkluderer det centrale kapitel i bogen:
”Herrens måltid er ikke en anledning til at udelukke mennesker, fordi de har for lille en tro, for meget synd eller for lav en alder. Herrens måltid er en anledning til at inkludere mennesker i et livsforvandlende fællesskab.” (s. 67).